Spørgsmålet, jeg fik i Stockholm

Jeg var i Stockholm til INPACT Global Regional Conference, hvor der sad revisorer fra en stribe lande. Jeg havde regnet med tekniske spørgsmål om, hvad modellerne kan.

Det spørgsmål, jeg fik flest gange, var langt mere åbent end det. Hvordan finder man i det hele taget ud af, hvordan man bruger AI i sin hverdag?

Jeg forstår godt, at det kommer først. En revisor er betalt for at hjælpe virksomheder med deres økonomi. Det er noget ganske andet end at sidde i Claude Code og regne ud, hvad et kontekstvindue er. Folk hører om AI hver dag og har ingen fornemmelse af, hvor stort feltet af muligheder er, eller hvor man sætter foden ned i det.

Et chatfelt er en regning, brugeren får

Jeg ser rigtig mange AI-produkter blive bygget lige nu, hvor svaret på det spørgsmål er et chatmodul i hjørnet af skærmen. Jeg tror, de rammer ved siden af.

En chat er den frieste form, man kan give et menneske. Den er også den mest krævende. For at få noget brugbart ud af den skal du selv vide, hvad opgaven er, hvordan man formulerer den, hvornår svaret er forkert, og hvad du så gør. Det er fire færdigheder, og de er ikke gratis at have.

Lægger man et chatfelt ind i et fagsystem, har man derfor flyttet den svære del af arbejdet over på brugeren og kaldt det en feature.

Min hypotese

Dem, der bygger avanceret AI ind i den nemmeste form-faktor, vinder. En knap. Et felt, der allerede er udfyldt, når du åbner skærmen. Noget, der bare er sket i baggrunden i nat.

Formen er den dyre beslutning. Modellen er efterhånden den billige, og den bliver billigere hver måned.

Derfor er der ingen AI-chat i Attera

Attera opfører sig som helt almindelig software. Du finder ikke et chatfelt nogen steder. Er der noget arbejde, en model kan lave, laver vi det om til en knap eller til noget, der kører af sig selv.

Det koster mig hver gang. Skal AI'en gøre noget nyt, er jeg nødt til først at bestemme, præcis hvad den skal lave, hvornår den gør det, og hvordan resultatet ser ud på skærmen. En chat havde taget en eftermiddag og kunne have gjort alting.

Til gengæld ved jeg, hvad brugeren møder. Der er et sted at trykke, og der kommer et resultat, man kan tage stilling til. Ingen skal gætte, hvad de må spørge om.

Knappen kan ikke undskylde sig

Testen, jeg bruger nu, er den her: skal din bruger vide, hvordan man bruger AI, for at få noget ud af det, du har lavet, så har du bygget en model-adgang, og produktet mangler stadig.

Det er også sådan, jeg måler, om et AI-feature virker. En chat kan altid forsvares med, at brugeren spurgte forkert. En knap kan ikke forsvares med noget som helst. Enten gør den det rigtige, eller også gør den det ikke, og så kan jeg rette den. Den skarphed er hele grunden til, at jeg holder fast i formen, selvom den er dyrere at bygge.

Der er en pris. Jeg kan kun automatisere det, jeg har set før og har turdet tage stilling til på forhånd. En chat kan svare på ting, jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg har bare aldrig mødt en bruger, der bad om den frihed. De beder om, at der sker noget, når de trykker.

Spørgsmålet fra Stockholm er stadig det bedste produktkrav, jeg har fået. Der stod et menneske foran mig og spurgte, hvor man skal starte, og det bedste svar, jeg kunne have givet, ville have været en knap, som var besluttet på forhånd.