Industrialiseringen om igen

Vi har modeller, der kan skrive en roman og bygge en app på en eftermiddag. Samtidig har min fars kontor kørt det samme regnskabssystem i omkring tyve år, og de fire værktøjer, de bruger ved siden af, taler ikke sammen. Det samme tal bliver tastet ind flere steder, fordi der ikke findes nogen anden vej.

De mennesker er ikke dumme. Værktøjerne blev bygget til et andet årti, og ingen har haft en anledning til at spørge, om arbejdet kunne se anderledes ud.

Det er den anledning, der er kommet nu.

Hvorfor jeg ikke tror på jobtabet

Når nogen siger, at AI tager jobbene, mener de som regel, at teknologien fjerner arbejdet. Det, jeg har set på tæt hold, er noget andet: arbejdet flytter sig, og det flytter sig hurtigere, end folk når at flytte med.

Det er industrialiseringen om igen. Vævestolen fjernede ikke behovet for tøj. Den flyttede værdien fra hånden til maskinen, og så var spørgsmålet, hvem der ejede maskinen, og hvem der kunne betjene den. Det var brutalt for dem, der ikke flyttede sig, og det er den del af historien, folk plejer at springe over, når de bruger den som trøst.

Jeg tror på det samme forløb her, og jeg tror det bliver hurtigere. En vævestol skulle bygges, transporteres og finansieres. En arbejdsgang skal beskrives.

Hvad skeptikerne faktisk mangler

Jeg har den samtale tit, og den lyder næsten ens hver gang. Modellen tager fejl, den finder på, den forstår ikke mit fag. Alt sammen rigtigt, i hvert fald nogle gange.

Men når jeg spørger, hvad de selv bruger deres uge på, kan de færreste svare. De ved det godt. Ingen har bare nogensinde bedt dem beskrive deres arbejde som en række trin med input og output, og det er en færdighed, der aldrig har været nødvendig før.

Fantasi er næsten et for stort ord, fordi det lyder som visioner om fremtiden. Jeg mener noget langt mere jordnært: evnen til at kigge på din egen tirsdag og sige, at her er syv ting, jeg lavede, tre af dem krævede at jeg tog stilling, og fire af dem gjorde ikke.

Da jeg spurgte min bror, hvad der fyldte mest i hans arbejde uden at kræve en holdning, kunne han svare med det samme. Det var derfor der overhovedet blev bygget noget. Den evne til at se sit eget arbejde udefra er hele adgangsbilletten, og den kræver hverken kode eller en model.

Hvad jeg står til at tabe på at tage fejl

Jeg skal være ærlig om, hvor jeg står. Jeg sælger software, der bygger på, at jeg har ret i det her. Jeg har brugt et halvt år og omkring en million linjer kode på antagelsen. Læs mig som en optimist med penge i spillet, og træk fra derefter.

Til gengæld er min holdning ikke teoretisk. Jeg har siddet med et system, der ikke kunne det, jeg havde brug for, og bygget et andet, uden at kunne kode, på fire måneder. Den erfaring siger mig, at afstanden mellem "det burde kunne lade sig gøre" og "det kører i produktion" er blevet kortere, end jeg selv troede for et år siden.

Kontoret med det tyve år gamle system er stadig det billede, jeg vender tilbage til. De havde ikke brug for at høre om AI. De havde brug for, at nogen kiggede på deres tirsdag.